Selvom Service Pack 2 skal beskytte pc'er mod virus, spyware og andre uønskede programmer, kan opdateringen ikke gøre meget ved de programmer, der allerede ligger på computeren. Microsoft anbefaler nu, at brugerne selv sørger for at rense pc'en for spyware inden installation af SP2 - ellers kan man risikere alvorlige problemer.
Microsoft-produktchef Barry Goff fortæller at nogle typer af spyware kan få computeren til at gå ned efter installation af opdateringen. Spyware følger ofte med, når man installerer fildelings-programmer, og kører i baggrunden, hvor de samler data og nogle gange viser reklamer på skærmen.
Programmer som Ad-Aware og SpySweeper kan bruges til at finde og fjerne spyware på computeren. Det anbefales at rense pc'en for spyware og foretage en sikkerhedskopiering af alle data inden installation af SP2.
Ifølge Microsoft er SP2 indtil videre distribueret til omkring 10 millioner private brugere og adskillige millioner virksomheder. Den danske udgave af opdateringen er netop frigivet.
En dansk cd-rom med Windows XP Service Pack 2 kan bestilles fra den 14. september på Microsofts hjemmeside. Softwarefirmaet fortæller at det kan tage mellem fire og seks uger at levere cd'en, men anbefaler at brugerne deler den med familie og venner.