Microsoft måtte sidste uge indrømme, at registrerings-programmet i Windows 98 sender pc'ens unikke ID-nummer til softwarefirmaet, selvom brugeren har afkrydset at man ikke ønsker at overføre hardware-oplysninger. Samtidig blev det afsløret, at alle Office-dokumenter er forsynet med et GUID-nummer, der ligesom maskinens ID-kode er baseret på netværkskortets unikke MAC-adresse. Dermed bliver det - i det mindste teoretisk - muligt at spore enhvert Office-dokument tilbage til den maskine, hvor det er skabt.
Microsoft har nu færdiggjort et værktøj, der fjerner GUID-koden fra alle dokumenter. Firmaet har også udsendt en patch til Office, der betyder at nye dokumenter ikke bliver forsynet med koden.
Læs mere om problemet og hent rettelsen på officeupdate.microsoft.com/Articles/privacy.htm.