Den danske telekæmpe TDC står alene. Det er facit efter, at storaktionæren SBC har solgt en del af sin aktiepost til 150-200 forskellige investorer verden over. Ejerskabet er nu spredt på en række hænder.
»Der er så vidt, vi er orienteret her i bestyrelsen ingen teleoperatører blandt de nye aktionærer - hverken direkte eller indirekte via nogle, som har investeret for dem. Vi har nu fået en række kvalitetsaktionærer i ejerkredsen, der alle har et langsigtet perspektiv med deres investering. Og vi er meget tilfredse med den sammensætning, som ejerkredsen nu har fået,« sagde TDCs bestyrelsesformand Thorleif Krarup på pressemødet umiddelbart efter offentliggørelsen af SBCs salg af aktieposten.
Fusionssnak forstummer
Salget til de mange forskellige investorer slår samtidig en tyk sort streg over de voldsomme spekulationer, som i flere år har huseret i branchen omkring en storstilet fusion mellem TDC og et andet teleselskab. Senest har der floreret ægteskabsrygter mellem TDC og svensk-finske TeliaSonera, mens TDC i 2001 angiveligt var på vej i favnen på den tyske gigant Deutsche Telekom.
»Det her er en aflysning af den store nordiske telefusion, som der er talt om i lang tid. TDC er ude af spillet nu, og jeg er ret overbevist om, at TDC i lang tid fremover heller ikke vil være opkøbskandidat for nogle,« siger teleanalytiker Torben Rune fra Netplan til IT-avisen ComON oven på salget af aktierne i TDC.
Med TDCs udtræden af spillet er den største brik forsvundet fra pladen, og det vil få opkøbsspillet til at gå i stå. Torben Rune forventer heller ikke, at andre af de nordiske teleselskaber vil føre fusionsforhandlinger i den kommende tid.
»Det er der ingen tegn på. Måske vil nogle trække følehornene til sig, mens andre af de selskaber, der er på markedet vil øge aktiviteterne. Men det vil ske ved egen hjælp og næppe via opkøb,« uddyber Torben Rune.
SBC forsøgte ikke at sælge samlet
Der har efter, at SBC satte godt halvdelene af sine TDC-aktier til salg været store spekulationer, om hvorvidt det skyldtes, at det ikke er lykkedes at sælge den samlede aktiepost til ét teleselskab. Det afvises dog af Thorleif Krarup.
»Jeg er vidende om, at SBC ikke har forsøgt at sælge den samlede aktiepost til et teleselskab,« forklarer Thorleif Krarup, der har siddet omtrent et år på posten.
Deri er Torben Rune enig. Han tror ikke på, at SBC ikke har kunnet få afsat TDC i en samlet portion.
»I stedet har det sandsynligvis simpelthen været for bøvlet at sælge til et andet teleselskab. Stort set ligegyldigt, hvem, at køberen ville blive, ville det betyde en granskning fra konkurrencemyndighederne,« siger Torben Rune.