De førende virksomheder i chip-industrien ventes at præsentere deres kommende modeller i denne måned på ISSCC konferencen, der starter den 15. februar. Intel har allerede løftet sløret for, at firmaet vil præsentere den nye Pentium III med 600 MHz. Den vil få selskab af IBM's nyeste PowerPC-model, der også bliver præsenteret med en taktfrekvens på op til 600 MHz. Motorola planlægger at introducere en 450 MHz PowerPC model, der bruger den nyeste aluminium-teknologi, hvilket skal gøre processoren hurtigere og billigere at producere.
AMD ventes at præsentere den nye K7-processor, der kommer på markedet i andet kvartal og skal konkurrere med Pentium III. De andre nye modeller vil sandsynligvis kunne købes indenfor de næste 12 måneder.