En ny undersøgelse lavet af Cyberhouse afslører, at omtrent halvdelen af de adspurgte unge i alderen 14-24 år år, har modtaget tilbud om betaling for sex. Men mere overraskende er det måske, at hver 10. har taget imod tilbuddet.
Hvad der derimod nok ikke overrasker så meget er, at de, der betaler for sex, typisk er mænd. Og det er ikke altid kontanter, der udveksles mellem de sex-handlende parter, men ligeså gerne smykker, cigaretter, spiritus, mobiltelefoner, nyt tøj og andre status-symboler.
Det største problem i denne forbindelse er, at de unge ikke opfatter det som egentlig prostitution, ud fra devisen, at "sex er da fedt - og at få noget for det, er jo bare en bonus".
Den unge, der accepterer sex mod betaling, har tilsyneladende ikke overvejet det i lang tid. Ifølge undersøgelsen tilbuddet i reglen mere eller mindre tilfældigt og beslutningen om at acceptere det, træffes typisk også spontant.
Undersøgelsen tegner et billede af, at de unge oftest sælger sig selv til én, som de kender i forvejen, som regel en jævnaldrende eller kun lidt ældre. Dog har én ud af fem medvirkende unge prøvet at sælge sig selv til en person på over 40 år. Dette involverer især den ældre del af de adspurgte.
Undersøgelsen er bestilt og betalt af Sundhed og Omsorg i Århus Kommune og gennemført af Cyberhus (et "online klubhus for børn og unge")under landsorganisationen Ungdommens Vel.
De unge, der har valgt at deltage i undersøgelsen, er gennemsnitligt 16,4 år, og de fordeler sig ligeligt mellem piger og drenge.