Efter opsendelsen af Thurayas anden satellit tidligere i år bliver dækningsområdet nu udvidet til at omfatte det meste af Asien. Thuraya-telefonerne kan i forvejen anvendes i Europa, Mellemøsten og store dele af Afrika.
Satellitselskabet Thuraya i de Forenede Arabiske Emirater lancerede sin telefonitjeneste i 2001 og har netop passeret 180.000 brugere på verdensplan, som blandt andet tilskrives den store aktivitet i flere af verdens brændpunkter som Irak og Afghanistan.
I modsætning til andre satellit-tjenester tilbyder Thuraya meget lave minutpriser - også mindre end fastnet-priserne - og håndsættet er en meget større end en GSM-telefon.
»Thuraya kan anvendes som en ganske almindelig mobiltelefon med mulighed for at telefonere, sende SMS og koble til en laptop så man kan sende e-mail og fax og surfe på Internet,« forklarer salgsdirektør Jane Tønder fra Sønderborg-virksomheden Danimex, der repræsenterer Thuraya i Danmark.
Hun fortæller at udvidelsen af dækningsområdet for Thuraya forventes tilendebragt i begyndelsen af 2004, men Thuraya er allerede langt med implementeringen af dækningen af Asien.
»Det er langt fra kun journalister og humanitære organisationer der anvender satellittjenester som Thuraya. Det bliver mere og mere almindeligt at anvende Thuraya i stedet for at roame via sin almindelige telefon hvis man rejser internationalt og vi kan se at vores kunder ikke kun er bjergbestigere på Mount Everest - også helt almindelige forretningsrejsende er ved at få øjnene op for mulighederne i systemet,« siger Jane Tønder.