De nye tal fra Dice viser at den stigende efterspørgsel efter it-folk er med til at presse lønningerne i vejret. I det sidste år er gennemsnitslønnen for it-folk i USA steget med 5,2 procent. I gennemsnit tjener it-folk nu 73.308 dollar eller knap 420.000 kroner om året. De højeste lønninger betales i finans- og forsikringsbranchen, mens detail- og e-handelsfirmaer betaler de laveste lønninger.
Det er især it-specialister med ekspertise inden for områder som Enterprise Resource Planning (ERP), Sarbanes-Oxley reglerne eller Customer Relationship Management (CRM), der får mest i lønningsposen. For en ERP-specialist er gennemsnitslønnen helt oppe på 540.000 kroner. Men firmaerne betaler også godt for eksperter i Oracle-databaser, Java/J2EE-programmering og SOAP-udvikling.
Den årlige undersøgelse fra Dice, der er baseret på en rundspørge blandt 19.000 it-folk i USA, viser også at kvinderne i gennemsnit tjener 9,7 procent mindre end mændene i it-branchen. Der er tale om en lille forbedring - i 2005 var lønforskellen på 10,9 procent. Men der er også segmenter, hvor kvinderne tjener mere end deres mandlige kolleger, som helpdesk-support, tekniske skribenter og it-ledelse.
Dice-tallene viser ikke helt overraskende, at gennemsnitslønnen er højest i Silicon Valley, hvor it-folkene i gennemsnit tjener 520.000 kroner om året, fulgt af Boston, New York og Washington D.C.