Endnu en aktør melder sig på konsolmarkedet. Sichuan Changhong Electric har annonceret at firmaet vil sende sin egen spilkonsol på markedet indenfor de næste to år. Changhong producerede sidste år 12 millioner tv-apparater og er dermed den største tv-leverandør i Kina.
Avisen "Taiwan Economic News" skriver at Changhong i længere tid har været i forhandlinger med fabrikanter i Taiwan og Japan om at udvikle sin egen spilkonsol. Det taiwanesiske firma Sunplus har allerede underskrevet en aftale om at levere mikro-controllere til konsollen.
Changhong ejer allerede fabrikker i Indonesien og Kina og bygger i øjeblikket nye produktionsfaciliteter i Rusland.
Microsoft valgte forleden at flytte produktionen af sin Xbox-konsol fra Ungarn til Doumen i Kina for at reducere sine omkostninger og dermed være i stand til at deltage i den benhårde priskrig på konsolmarkedet.
(Kilde: Futurezone)