Veteranen i Unix gruppen med det mundrette navn DKUUG er blevet smidt ud af bestyrelsen og foreningen få dage før generalforsamlingen. Angiveligt skyldes det massive samarbejdsproblemer, skriver Computerworld og Version 2.
Keld Simonsen var med til at stifte foreningen i 1983 og har været aktiv siden. Alt for aktiv mener nogle.
"Indtil nu har jeg ikke personligt haft større samarbejdsproblemer med Keld Simonsen, men der er bare mange, som ikke kan samarbejde med ham," siger den nuværende formand for DKUUG Svenne Krap til Computerworld.
Selv mener Keld Simonsen, at bestyrelsen og formanden vil forhindre generalforsamlingen i at vælge ham som formand.
Bag balladen gemmer sig en bitter strid om millioner. I 1996 solgte foreningen deres netaktiviteter til TDC for 20 millioner kroner. Det var først og fremmest Keld Simonsen, der stod bag arbejdet med netaktiviteterne og frasalget. Det var reelt Keld Simonsen der skabte det første danske internet.
Siden de mange millioner kom i kassen, har foreningen været præget af bitre opgør, skriver Version 2. Flere bestyrelsesmedlemmer er gået i vrede og foreningen er blevet politiundersøgt for økonomisk svig. Senest har en udbrydergruppe krævet pengene ført over i en fond.
»Vores formue har været lidt af en forbandelse. Den er nu på 10 millioner kroner, for krisen har været der, og det er først for nyligt, at vi havde overskud på driften - ellers har vi tæret på formuen,« siger Keld Simonsen til Version 2.
Den nuværende formand Svenne Krap afviser dog, at konflikten har noget med de tilbageværende 10 millioner af gøre. Ifølge ham betyder vedtægtsændringer, at bestyrelsen ikke har råderet over formuen. Det er kun generalforsamlingen, der kan tage stilling til pengene.
Både den nuværende bestyrelse og Keld Simonsen bliver angrebet fra flere sider i kommentarerne på Computerworld og Version 2.
Generalforsamlingen i morgen skal stadfæste eksklusionen.