Kunder der henover weekenden har bestilt varer hos onlineforhandleren Getmore vil få deres eventuelle kreditkortbetaling afvist. Ifølge PBS blev Getmores aftaler om betaling via Dankort nemlig lukket ned i fredags. Det oplyser pressechef i PBS, Søren Winge til ComONs søstermagasin CRN.
»Jeg tør ikke på nuværende tidspunkt sige om aftalerne er permanent lukket eller blot suspenderet indtil videre. Det vil afhænge af det videre forløb,« siger Søren Winge.
Det er her mandag eftermiddag fortsat muligt at klikke sig gennem en betalingsprocedure på Getmores hjemmeside. Købsproceduren ender dog med en meddelelse om at banken afviser betalingen.
ComON nåede at afgive en ordre før betalingen blev lukket. Getmore har siden meddelt over flere omgange, at leveringen desværre er blevet forsinket. Årsagen er, skriver Getmore, at produktet er i restordre hos producenten.