Det sydkoreanske politi mener at hackere fra Nordkorea udgør en stigende trussel mod landets it-systemer. I en aktuel sag har en hackerbande solgt stjålne virtuelle genstande fra onlinespil. Politiet har anholdt fem personer, fire koreanere og en kineser, og det menes at de har samarbejdet med yderligere 30 personer, der er uddannet på eliteuniversiteter i Nordkorea. Det skriver Korea Times.
Sammen med nordkoreanerne har banden udviklet programmer til at trænge ind på spilservere og kopiere virtuelle genstande, som så er solgt videre. Politiet vurderer at bandens udbytte ligger på mere end 30 millioner kroner.
En del af pengene er landet hos hackerne i Nordkorea – og politiet mener at de i sidste ende er blevet overført til den nordkoreanske stat.
Nordkorea har tidligere angrebet sydkoreanske it-systemer. Målene har blandt andet været en bank og hjemmesiden for den sydkoreanske præsident.
Politiet i Sydkorea vurderer at der er mindst 10.000 nordkoreanske hackere, som hver måned overfører 20-30 millioner kroner til staten. Nordkorea bruger angiveligt hacker-aktiviteterne til at skaffe fremmed valuta.
Sydkorea har længe anklaget sin kommunistiske nabo mod nord for at føre cyberkrig ved at angribe militære it-systemer. Men det er første gang, at politiet har fundet direkte beviser i en sag hvor nordkoreanere har hacket i profitøjemed.