En alliance af teknologi-firmaer, der blandt andet tæller Intel og Netscape, ventes at annoncere tirsdag, at de vil opkøbe en stor del af aktierne i Red Hat Software, et firma der udvikler og sælger Linux-distributioner. Unix-varianten Linux har vundet tiltagende popularitet i de seneste år, specielt i små og mellemstore firmanetværk, samt til web-servere. Linux, der blev opfundet af finske Linus Torvalds i 1991, er i princippet gratis, men de fleste vælger at købe en færdigkompileret distribution med en omfattende samling af Linux-programmer, hvor Red Hat's distribution er en af de mest solgte. Linux konkurrerer direkte med Windows NT, og Intel's investering ses derfor som et brud i samarbejdet med Microsoft. Ingen af parterne har endnu bekræftet investeringen.