At Apple meget gerne så Creative forsvinde fra jordens overflade var i forvejen helt tydeligt. Nu er det ekstra tydeligt, for Apple har endnu engang sagsøgt konkurrenten.
Egentlig startede det hele omvendt, for Creative sagsøgte Apple for at misbruge "Zen-patentet", et patent der tilsyneladende giver Creative ret til at kategorisere og bladre i musik på en bestemt måde. En måde som Creative altså hævder iPod'en bruger. Derfor har Creative lagt sag an og vil have salg og import af iPods til USA stoppet. Desuden skal Apple betale et ukendt beløb i erstatning.
Apples modsvar kom ikke i form at en kommentar, men som fire modsagsanlæg. Analytikere så dette træk som noget, der meget vel kunne dræne Creatives økonomi yderligere og måske få firmaet til helt at give op. Apple har nemlig pengene til langsommelige retssager, penge Creative ikke har.
Nu kommer så det, der måske kan ligne dødsstødet for Creative: yderligere tre sagsanlæg fra Apple oveni de fire der allerede er i gang.
De tre nye sager handler om brug af ikoner, visning af data og om hvordan data redigeres. Altsammen Apple-patenter hævdes det.
Apple vil have en kontant erstatning samt rettens ord for, at Creative vil stoppe med at misbruge Apples patenter. Desuden vil Apple have den internationale handelskomission i Washington til at forbyde import af Creatives afspillere til USA.