Uanset om du vælger Internet Explorer, Firefox, Opera eller en af de andre browsere på markedet, skal du aldrig føle dig helt sikker på nettet. Det slår sikkerhedsfirmaet Symantec fast i deres halvårlige sikkerhedsrapport.
I rapporten peger Symantec på, at Internet Explorer, på trods af at de fleste angreb er rettet mod Microsofts browser, ikke er den browser med flest svagheder. På et halvt år er der fundet 38 svagheder i Internet Explorer mod 47 i Firefox.
Symantec anbefaler, at man følger det gamle råd om altid at have en opdateret version af sin browser, for at undgå angreb. Og her er der til gengæld forskel på, hvordan firmaerne optræder. Især Mozilla er hurtig til at lukke huller i Firefox, når et hul bliver opdaget. Blot en dag er Mozilla i gennemsnit om at sende en patch ud. Opera er næsthurtigst med to dage i gennemsnit, mens det tager ni dage for Microsoft at lappe på Internet Explorer.