De hurtige Cell-processorer i Playstation 3 konsollerne er før blevet brugt i supercomputer-øjemed, og nu skal spillemaskinerne også bruges til seriøs forskning på dansk grund.
»På nogle områder kan Playstation 3 konsollerne udføre opgaver hurtigere end vores nye supercomputer, og på andre områder kan de arbejde sammen om opgaver,« siger dekan Frede Blaabjerg, det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Ålborg Universitet.
Cell-processorene kan blandt andet virke som acceleratorer i samarbejde med de normale CPU'er. Desuden har de særlige fortrin, når det gælder håndteringen af grafik.
Frede Blaabjerg fortæller, at spillekonsollerne og den eksisterende supercomputer forholdsvist let kan bringes til at snakke sammen, hvorfor sammenkoblingen ikke tænkes at blive et problem.
Fyrkat, som den ålborgensiske supercomputer kaldes, består af et blade-setup baseret på IBM X-series-servere – det vil sige servere med Intel-CPU’er. I det aktuelle set-up sidder der 56 servere med hver to stks Xenon quadcore CPU’er (altså i alt 448 CPU-kerner), som er bundet sammen med IBMs Infiniband-teknologi.
Som tidligere omtalt på ComON planlægger IBM at benytte Cell-processorer i afløseren for verndens p.t. hurtigste supercomputer, som skal lanceres næste år. Den nye supercomputer har kodenavnet Roadrunner, og bliver med en forventet ydelse på over en petaflop mere end dobbelt så hurtig som den nuværende rekord-indehaver, Blue Gene/L, der har en regneydelse på 478 teraflop.
Cell BE-processoren, som udgør hjernen i en PlayStation 3, er en er udviklet af IBM, Sony og Toshiba. Processoren er bygget op ved hjælp af en IBM Power CPU og 7 CPU’er, der alle er sat sammen på én ”kæmpechip”.