Meget tyder på, at operativsystemet Mac OS X kommer på markedet uden det store udvalg af "native" applikationer. Apple's CEO Steve Jobs sagde allerede for seks måneder siden under en konference i San Jose, at Mac-udviklere skal holde op med at skrive til Mac OS 8 og 9 og fokusere på den nye platform.
Men vejen er længere end mange troede. Jobs viste en Mac OS X version af det populære billed-behandlingsprogram "Photoshop" fra Adobe og sagde, at det kun havde krævet 14 dage at oversætte programmet til den nye version. Men Adobe indrømmer nu, at programmet slet ikke er klar til at blive solgt.
Udviklere kan vælge mellem forskellige API'er (Application Programming Interfaces), når de skriver programmer til Mac OS X: Classic, Carbon og Cocoa. Classic er den samme som i Mac OS 9, og kræver ingen ændringer i forhold til den nuværende udviklingsproces. Til gengæld udnytter programmerne ikke de nye funktioner i operativsystemet.
Carbon er en revideret og opdateret udgave af Classic API'en. Software kan bl.a. udnytte den indbyggede hukommelses-beskyttelse i Mac OS X, som betyder at et programnedbrud ikke berører andre applikationer. Men Carbon kræver mere udviklingsarbejde end Classic.
Sidst kommer API'en Cocoa, baseret på det objektorienterede miljø fra NextStep. I teorien kan man skrive meget hurtige og kraftige applikationer med Cocoa, men det kræver i praksis, at alle programmer skrives om helt fra bunden - et gigantisk og uoverskueligt arbejde.
Apple havde oprindelig planlagt, at Cocoa skulle være den eneste API i Mac OS X, men pres fra udviklere tvang firmaet til at ændre sine planer.
Nu venter alle på Carbon-versioner af populære programmer som Photoshop, Office og Internet Explorer. Microsoft har lovet at alle firmaets Mac-programmer bliver konverteret til Carbon.
Men endnu har Apple ikke færdiggjort Carbon API'en, og det betyder at de fleste udviklere ikke kan være klar med deres applikationer, før længe efter Mac OS X kommer på gaden. Microsoft siger dog, at en Carbon-version af Internet Explorer er klar samme dag som operativsystemet.
Softwarefirmaet Connectix vil lancere sin "Virtual PC Windows" emulator som Carbon-version omtrent samtidig med Mac OS X. Men de fleste andre softwarefirmaer vil ikke sige andet end at deres programmer først kommer i Mac OS X versioner på et senere tidspunkt.
(Kilde: ZDNet News)