Det er ikke kun mobiltelefoner og smartphones, der får indbygget turbo-3G. Det bliver efterhånden også standard i bærbare computere. Og HP har sat sig for at vise vejen frem på det område.
De bærbare computere har SIM-kortlæser, antenner og radiomodul indbygget:
» Det er langt lettere at bruge mobilt bredbånd, når det er en integreret del af maskinen, og man bare skal dobbeltklikke på et ikon for at koble op. Når mobilt bredbånd er indbygget i den bærbare, så er det altid klar til brug. Forbindelsen og dermed hastigheden er desuden bedre, da der er mere plads til ordentlige antenner, og samtidig har vi optimeret strømforbruget, så batterilevetiden er længere med et indbygget HSDPA-modem end med et eksternt," siger Henrik Johansson, markedschef hos HP.
Mobiloperatøren 3 har store forventninger til de nye bærbare med indbygget mobilt bredbånd:
" Vi har oplevet voldsomme vækstrater på salget af mobilt bredbånd, og jeg er overbevist om, at når HP, der er Danmarks største leverandør af bærbare pc'er, lancerer så mange bærbare med indbygget Turbo 3G, så vil endnu flere forretningsfolk kunne se fordelene ved mobilt bredbånd," siger Morten Christiansen, administrerende direktør i 3, i en pressemeddelelse.
Andre danske mobiloperatører med 3G/turbo-3G kan også benytte sig af HP's bærbare turbo-3G pc'er.