Som supplement til den eksisterende PEGI-mærkningsordning for computerspil er der nu lanceret en ny ordning specielt for onlinespil, PEGI Online. De fleste spiludbydere i Europa har tilmeldt sig ordningen og forpligter sig bl.a. til at fjerne upassende brugergenereret indhold, beskytte private oplysninger og opstille retningslinier for acceptabel adfærd.
Den nye ordning er lanceret i samarbejde mellem myndigheder og spilbranchen gennem organisationen Pan European Game Information (PEGI). Medierådet for Børn og Unge repræsenterer Danmark i PEGI.
»PEGI Online er en udvidelse af den traditionelle pan-europæiske aldersmærkning af computerspil - PEGI - der klassificerer det indhold, som er programmeret ind i spillene. PEGI Online fokuserer derimod på det indhold og de risici, der kan opstå når mennesker spiller sammen på internettet,« siger Anne Mette Thorhauge fra Medierådet for Børn og Unge.
I takt med, at spillernes gennemsnitsalder er steget - den typiske computerspil er i dag knap 30 år - er der kommet mange spil, der kun henvender sig til et voksent publikum. Det har skabt behov for en vejledende aldersmærkning, som første gang blev indført i 2003.
Mærkerne er også integreret i den nye generation af spilkonsoller, som Xbox 360 og Sony PlayStation 3, så forældre har mulighed for at begrænse adgang til voksenspil.
Den danske sammenslutning af spiludbydere, Multimedieforeningen, lancerer nu en oplysnings-kampagne om PEGI Online.
»Langt de fleste pc- og konsolspil indeholder i dag en form for online-funktionalitet. Derfor er det afgørende, at man som forældre kan være tryg ved, at lade sine børn spille på nettet. Vi bakker derfor op om PEGI Online og markedsfører bl.a. systemet ved at uddele 30.000 brochurer i de danske spilbutikker her op til jul,« siger Peter Weile, der er formand for Multimedieforeningen.