Ved et møde hos SOL i morges blev det meddelt, at portalen vil fyre 18 medarbejdere. Det betyder, at der fremover kun vil være 17 ansatte på landets næststørste website. Samtidig vil SOL indskrænke sine aktiviteter og optimere produktporteføljen med fokus på de mest populære og lønsomme produkter, som det hedder i en pressemeddelelse.
Ifølge ComOns oplysninger vil SOL fremover primært satse på "døde" tjenester, som søg, mail og linkguider. Til gengæld lukkes der helt for egenproduceret stof - hvilket betyder, at hele SOLs redaktion afskediges.
I meddelelsen fortælles det, at de produkter, der satses på i fremtiden, i forvejen står for 90 procent af trafikken og 80 procent af indtægterne - men kun halvdelen af udgifterne på portalen.
Fyringerne kommer kun et halvt år efter sidste store fyringsrunde i maj, hvor hver fjerde medarbejder blev afskediget. I forrige uge meldte ejerne af SOL, Telia, Telenor og norske Schipsted, at de ville sælge deres aktier i virksomheden. Der er så vidt vides endnu ikke fundet en køber.
Det har endnu ikke været muligt af få en kommentar fra SOLs danske direktør, Thomas Gudbjerg, da han stadig sidder i møde med de ansatte.
Note: Begivenhederne hos SOL har ingen indflydelse på ComON. I september blev ComON overtaget af virksomheden n-com as, der siden har kørt sitet videre i den stil, der allerede var skabt - og derudover har udvidet ComON til også at omfatte en trykt ugentlig IT-avis.
Relaterede nyheder: