Forskere hos IBM har udviklet en ny teknologi, som betyder at man kan kombinere logik- og hukommelses-kredsløb på samme chip. IBM kalder dette for "system-on-a-chip". Opfindelsen betyder, at man fremover kan kombinere processorer og arbejdshukommelse, hvilket især kan være praktisk i forbindelse med små, håndholdte computere. Samtidig øges hastigheden, fordi informationerne ikke skal transporteres mellem processor og hukommelse over en smal "bus", men kun skal flyttes rundt i selve chippen. Ifølge IBM vil udviklingen af de første chip-modeller begynde i april måned. De nye chips vil resultere i mindre og billigere elektroniske systemer.