Philips har tabt penge på produktion af fladskærme i første kvartal, og det har medvirket til, at selskabets overskud er faldet med 79 procent i forhold til sidste år. Philips fik et overskud på 872 millioner kroner mod 4 mia. kr. i første kvartal 2004.
Det var ventet at Philips ville komme ud af første kvartal med et reduceret overskud, men den store tilbagegang har alligevel overrasket analytikerne. Koncernens omsætning ligger stort set uændret på 50 milliarder kroner.
Philips har indgået et joint-venture med sydkoreanske LG om produktion af fladskærme, men de faldende priser har medført, at datterselskabet fik et underskud på 451 millioner kroner i første kvartal.
Der er også problemer med Philips' halvleder-division, hvor overskuddet næsten er halveret til 103 millioner kr.