Efter den lange EU-monopolsag mod Microsoft er chipfirmaet Intel nu også kommet i søgelyset for sine forretningsmetoder. EU gennemførte ransagninger mod den tyske forhandlerkæde Mediamarkt og Elgigantens britiske moderselskab DSGi i sidste måned for at samle materiale mod Intel, og tirsdag måtte chipfirmaet så forsvare sig under en høring bag lukkede døre i Bruxelles.
Intel er under mistanke for at have misbrugt en dominerenede stilling på markedet for CPU'er til at presse konkurrenten AMD ud af markedet. Men Intel afviser alle anklager og fastholder at man har overholdt alle gældende love.
EU-kommissionens høring i Bruxelles fortsætter i dag, men der er ikke sluppet noget ud om, hvad der foregår bag de lukkede døre. Først på et senere tidspunkt vil EU-Kommissionen træffe en beslutning i sagen.
I værste fald kan Intel risikere en bøde på linje med Microsoft, som blev dømt til at betale 6,7 milliarder kroner i februar.