Teleselskabet Telmore gør nu sin "luksus-telefonsvarer" Websvar en tand mindre attraktiv. Telefonsvareren giver kunderne mulighed for at lave specifikke svarbeskeder til opkald fra bestemte numre og tjekke beskederne på nettet.
Men nu ligger lavprisselskabet et loft over hvor mange megabyte plads hver enkelt kunde har til rådighed. Overskrider man 5 megabyte, så bliver gamle beskeder automatisk slettet og fremover bliver beskeder slettet efter 14 dage.
Det er faldet enkelte kunder for brystet, men Telmore sender aben videre til det selskab, som leverer tjenesten til Telmore.
»Det er noget som vi er blevet pålagt af udbyderen,« siger supportchef hos Telmore, Gitte Roskær, der forsøger at finde en acceptabel løsning for de kunder, der føler den nye praksis voldsomt generende.
Det er firmaet Sifira, der leverer tjenesten til Telmore.
»Der har hele tiden en kvota. Vi er dog først begyndt at håndhæve den nu, og det vil reelt først komme til udtryk, når man er langt over de 5 megabyte,« forklarer direktør i Sifira, Finn H. Krusholm, der anslår at det vil berøre under 40 Telmore-kunder.
Sifira leverer også telefonsvareren til Telmores konkurrent CBB og her er der det samme loft.
»Men det er stadig langt bedre end hos konkurrenter som Sonofon og TDC,« understreger Finn H. Krusholm.