Landbrugsraadet og IT-Brancheforeningen har besluttet at indgå et strategisk samarbejde for at sikre, at landbruget, fødevareindustrien og IT-branchen også i fremtiden er blandt Danmarks største erhverv.
»Danmark er et land, hvor både landbrug og IT har en usædvanlig stærk position, og begge har en eksport på over 50 mia. om året. For Danmark handler det ikke om, hvem der er størst, men om at vi udvikler de kompetencer, vi har på disse områder - og øger eksportandelen til gavn for begge erhverv,« siger administrerende direktør i IT-Brancheforeningen, Jakob Lyngsø.
Første skridt i samarbejdet er en kortlægning af samhandelen og samarbejdsflader mellem de to erhverv. Det sker gennem en spørgeskemaundersøgelse, som netop er sendt til virksomheder inden for både landbrug, fødevarer og agroindustri samt IT-virksom¬heder.
»Vi ved, at moderne landbrug og fødevareindustri er videnstunge erhverv, hvor informations- og kommunikationsteknologi fylder meget. Undersøgelsen skal vise omfanget og karakteren af samarbejdet mellem os og IT-branchen - og den skal pege på, hvor vi kan sætte ind for at styrke og udvikle samarbejdet,« siger Klaus Bustrup, adm. direktør i Landbrugsraadet.
Udover samhandlen skal undersøgelsen også vise, hvor de to erhverv har sammenfaldende interesser inden for afsætning - ikke mindst på eksportmarkederne. Resultaterne af kortlægningen ventes offentliggjort i september.