Adobe har lanceret version 7.0 af det populære billedbehandlingsprogram Photoshop. Programmet kan allerede købes i en engelsk version, mens den danske udgave ventes klar til juli.
Blandt nyhederne er fuld understøttelse for Windows XP og Mac OS X, en fillæser til billedhåndtering og bedre muligheder for retouchering. En ny motor til penselværktøjet gør det muligt for brugeren at foruddefinere egne pensler, simulere pasteller og kultegninger samt indlægge specielle effekter som f.eks. græs og løv.
Adobe Photoshop 7.0 kommer til at koste ca. 6.100 kr. for den engelske version og ca. 8.000 kr. for den danske version. Opgraderingen til version 7.0 kommer til at koste ca. 1.400 kr. for en engelsk version og ca. 1.800 for en dansk version. Samtlige priser er cirkapriser og ekskl. moms.