Mens de danske industriaktier har haft et minus på næsten 10 procent i år har it-aktierne klarer sig rigtig godt med en stigning på hele 31 procent. Det skriver Industriens Dagblad. Men der er store forskelle blandt de danske it-aktier.
Nye ordrer har hjulpet batteriproducenten Danionics til at stige med hele 777,95 procent i år, og silicium-producenten Topsil er steget med 286 procent. Simcorp har haft en fremgang på 47,86 procent, og Thrane & Thrane er steget med 38,11 pct. Andre it-aktier har klaret sig mindre godt.
»Der er gode historier imellem, men den danske it-sektor er lille. Så det er nærmere et udtryk for, at mange har satset på små aktier i år. Der er mange danske små aktier, der har klaret sig godt i år - bl.a. it-aktier,« siger aktiestrateg Morten Kongshaug fra Danske Bank til Industriens Dagblad.
Også på internationalt plan har it-aktierne klaret sig godt i de sidste par måneder. Men der er stadig langt igen til de gyldne dotcom-dage i slutningen af halvfemserne.