Teleselskaberne TDC og Orange agter at fortsætte deres samarbejde med forhandlerkæden Bluetel. Kæden er ellers blevet politianmeldt for bedrageri af Nokia og i tirsdags ransagede politiet en lang række Bluetel-kontorer i både Danmark og Tyskland, ligesom fire tyske ansatte er blevet arresteret.
Men det er ikke noget der får TDC og Orange til at ryste på hænderne.
»Indtil videre fortsætter vi samarbejdet med Bluetel,« siger koncerndirektør i Orange, Morten Christiansen, til Jyllands-Posten.
Orange følger sagen tæt, men Morten Christiansen understreger at der reelt skal en domfældelse til før Orange afbryder samarbejdet med Bluetel.
Også vicedirektør i TDC Mobil, Peter Ibsen, holder igen med at slå hånden af Bluetel. TDC ejer 10 procent af aktierne i Bluetel og får løbende redegørelser fra selskabet.