I skyggen af den brogede affære omkring IT Factory er et andet JMI-firma på vej til at afslutte en sag i retssalen.
Det drejer sig om firmaet Digital House, der i morgen skal indfinde sig i Vestre Landsret for at modtage dom i den første af flere sager om fusk med leasing-salg af kopimaskiner. Det skriver Børsen.
Sagerne handler om kopimaskiner, der blev leaset fra Digital House og firmaet Jyske Leasing til andre firmaer til overpriser.
Sagen, der bliver afgjort i morgen, er anlagt af Revisionsselskabet for læger og tandlæger. Her mener direktøren, Kaj Jensen, at man via kryptiske vilkår og aftaler har fået lov til at betale over 700.000 og 800.000 kroner for kopimaskiner, der reelt er henholdsvis 70.000 og 90.000 kroner værd. Det skal ses i lyset af, at firmaets normale udgifter årligt lå på 180.000 kroner.
JMI købte først Digital House i begyndelsen af 2007.