Sonys nye PlayStation 3 solgte 60.000 eksemplarer på blot to dage i Tyskland. Det giver Sony grund til optimisme.
Sonys tyske chef, Uwe Bassendowski, siger til det tyske presseagentur DPA, at PS3 på verdensplan vil have overhalet konkurrenterne inden jul. Basis for hans analyse er de flotte salgstal umiddelbart efter den tyske lancering.
Derudover har Sony også nået målet med at afsætte seks millioner maskiner inden udgangen af marts til trods for heftig kritik. Kritikken er blandt andet gået på, at maskinen var for dyr i forhold til konkurrenterne.
Microsoft har solgt 253.000 eksemplarer i de 17 måneder, Xbox 360 har været på markedet i Tyskland, og er nået op på omkring 10 millioner solgte maskiner på verdensplan. Så selv om Microsoft har haft over et års forspring, ser det ud til, at fordelen er skrumpet ind.