CRM-leverandøren Siebel og Microsoft er kommet tættere på hinanden gennem et samarbejde om en integrationsløsning. Løsningen er tilgængelig på Microsoft BizTalk Server 2004 og er bygget op omkring Siebels UAN-arkitektur.
UAN står for Universal Application Network og er Siebels platform til integration af forretningsapplikationer.
»Forretningskritiske integrationsløsninger er en stadig vigtigere del af virksomheders drift i dag. Siebels mål er at anvende end-to-end-forretningsprocesser til at forbinde forskellige systemer, ansatte og forretningspartnere, hvilket oftest ikke er tilfældet i dag. Det er et fundamental problem, som virksomhederne skal gøre noget ved, hvis de ønsker at forblive konkurrencedygtige,« siger Søren Bøving, managing director i Siebel Systems Nordic.
Samarbejdet betyder, at UAN, der kører på en BizTalk server, gør virksomhederne i stand til at forbinde og dele standardapplikationer mellem medarbejderne. Udviklingstiden kan blive betydelig kortere, da løsningen tilbyder en præfabrikeret applikation, som reducerer kompleksiteten ved integrationen, oplyser parterne.