Den amerikanske telestyrelse FCC har krævet at alle udbydere af ip-telefoni senest mandag i næste uge skal informere kunderne om, at der kan være problemer med at foretage nødopkald fra telefonerne. Teleselskaberne har skrevet til samtlige 1,5 millioner kunder, men omkring 100.000 har ikke bekræftet, at de har modtaget og forstået informationen. Det er disse 100.000, der nu kan risikere at der bliver lukket for telefonen i næste uge.
I modsætning til en almindelig fastnet-telefon kan man ikke være sikker på, hvor brugeren befinder sig, når man ringer fra en ip-telefon, og opkaldet kan heller ikke spores til nærmeste sendemast, som det sker med mobiltelefoner.
I nogle tilfælde kan ip-telefoni-udbyderne derfor ikke viderestille opkaldet til den rigtige telefoncentral, men sender i stedet opkaldet til et informationsnummer, der ikke altid er bemandet døgnet rundt.
FCC er også bekymret over, at telefonerne muligvis ikke fungerer i tilfælde af strømudfald, fordi både computer, bredbåndsmodem og adapterboks kræver strøm.
Ip-teleudbydernes brancheforening, VON Coalition, har bedt FCC om at udskyde fristen. De henviser til, at lukningen af 100.000 telefonforbindelser vil gøre mere skade end gavn. Dermed vil brugerne for alvor være afskåret fra at ringe til alarmcentralerne.
Senest den 29. november skal udbyderne sørge for, at alle nødopkald bliver viderestillet til 911. Ellers kan alle kunderne risikere, at forbindelsen bliver lukket.