En 62-årig blind amerikaner har fået synet tilbage ved hjælp af et miniaturekamera, en computer i bæltet og elektroder i hjernen. Dog er der ikke tale om et syn som almindeligt seende.
Systemet er udviklet af den amerikanske forsker William Dobelle, og det giver umiddelbart den blinde mulighed for at se. Kameraet sender informationer om, hvad det optager, ned til minicomputeren i bæltet. Her bliver informationerne behandlet, hvorefter de bliver sendt ind i hjernen via 68 platin-elektroder.
Disse elektroder producerer lysprikker, så når manden ser på en flade, hvor noget bevæger sig, kommer formen frem som en hvid form på sort baggrund. For at scanne det han ser, skal han bevæge hovedet let.
Det er også muligt for den blinde at bruge en computer. Han markerer bogstaverne og får signaler kørt gennem sin computer i bæltet.
William Dobelle har dannet sit eget firma The Dobelle Institute Inc., og på hans hjemmeside kan man se kameraet demonstreret.
(Kilde: Computerworld)