Der er udsigt til at Cell-processoren i PlayStation 3 bliver væsentlig billigere. På International Solid-State Circuits Conference i San Francisco har IBM netop meddelt, at man vil skifte fra 65- til 45-nanometer-teknologi i Cell-processoren.
Det har en række umiddelbare konsekvenser for processoren, som fremover bliver mindre og bruger mindre energi. Strømforbruget kan angiveligt sænkes med 40 procent i forhold til forgængeren. Det betyder så, at der er brug for mindre køling, fordi varmeudviklingen bliver reduceret.
Og konsekvensen bliver så igen, at der kan spares energi på aktive kølesystemer, samtidig med, at den færdige maskine bliver mindre og billigere.
Sony kunne f.eks. anvende den nye processor i en superslank lavenergi-udgave af PlayStation 3 - den nuværende generation af konsollen er en strømsluger med et forbrug på 380 watt. Det skyldes dog ikke kun processoren, men også de andre komponenter i konsollen.
Indtil videre har Sony ikke udtalt sig om planerne for den nye processor, men den japanske koncern er IBM's største Cell-kunde. Den samme processor bruges også i flere supercomputere.