Teksteditoren Textmate til Mac har sat nye standarder for, hvad man kan forvente af et tekstredigeringssystem. Nu har TextMate fået en »søster,« der giver de samme og flere muligheder i et Windows-miljø.
Den nye teksteditor, »E«, er skabt af danske Alexander Stigsen på egen hånd. Han sagde sit job op hos Nokia for tre år siden og har siden været selvstændig. Oprindeligt ville han konstruere en form for intelligent versionsstyring. For at teste versionsstyringen lavede han sin egen teksteditor, som nu er blevet hans hovedprodukt.
Beslutningen om at fokusere på teksteditoren blev taget på samme tidspunkt som TextMates sejrsgang. TextMate er en teksteditor til Mac-udviklerne.
TextMates succes fik Alexander Stigsen til at kontakte Allan Odgaard, der er skaberen af TextMate. Han gav sin danske kollega lov til at læne sig op af TextMates bundles.
Bundles
Det specielle ved Textmate er netop "bundles". De samler al funktionalitet, der har med et specielt programmeringsprog at gøre, og tilpasser programmets redskaberværktøjerne til det pågældende programmeringssprog. De forskellige bundles er open source og forbedres eller udbygges derfor løbende af brugerne. Desuden indeholder bundlessystemet snippets, så man slipper for at skrive en lang række faste formuleringer. Men det er kun en brøkdel af potentialet.
»Det rigtigt interessante er, at Mac'en er baseret på Unix. Og Unix' underlæggende programmeringssystem gør det ret let at manipulere i tekst. Det udnyttede Allan (TextMates skaber) i bundles'ne, så man kunne kalde ned i systemet og gøre hvad som helst med tekst. Det betyder, at det er meget let at lave et script,« forklarer Alexander Stigsen og nævner som eksempel et lille script, der kan finde steder i et projekt, hvor brugeren i løbet af processen har markeret, at der skal foretages ændringer.
»Der er ingen, der havde troet, at man kunne lave det samme i Windows, fordi Windows ikke har det samme Unix-undersystem. Heldigvis findes der et open source system, der hedder cygwin, som er et unix miljø til Windows. Der var ikke nogen, der troede, at det var kraftfuldt nok til at styre det her, men jeg fandt ud af, at det var det faktisk - med lidt modifikationer«.
Ej blot en kopi
Men E Text Editor er ikke bare en kopi af TextMate.
»Jeg har jo hele mit eget versionsstyringsværktøj liggende nedenunder. Og i øjeblikket bruger jeg kun en brøddel af de muligheder, som det åbner op for.«
Desuden kan Alexander Stigsens editor vise realtime previews, og afsmitningen fra det oprindelige arbejde med versionsstyring betyder for eksempel, at man let kan overskue historieforløbet i en grafisk illustration.
Programmet er fortsat kun i beta, men både brugere fra ind- og udland har vist interesse for teksteditoren.
Du kan hente en 30 dages trial-udgave af e-texteditor på nettet.
Dette er et uddrag fra ugens trykte ComON. I bladet kan du læse mere om Alexander Stigsens projekt og mange andre nyheder fra IT-Danmark.