Hitachi har annonceret en ny DVD-brænder, GMA-4020B, som understøtter flere forskellige formater. Brænderen kan håndtere DVD-R, DVD-RW og DVD-RAM. Den kan også brænde almindelige CD'er.
DVD-markedet plages af et meget stort antal ikke-kompatible formater. DVD'er kan rumme 5,7 GB data, syv gange mere end CD'er, men alligevel er markedet vokset langsommere end ventet - Gartner har netop sænket sin prognose fra 900.000 til 540.000 solgte DVD-brændere i 2001.
Den nye brænder fra Hitachi skal konkurrere med et helt fjerde format, DVD+RW, der blev introduceret på markedet i september. Dell, Sony og Philips har annonceret, at de vil indbygge DVD+RW drev i deres pc'er.
Det skræmmer ikke Hitachi, som regner med at sælge 100.000 eksemplarer af GMA-4020B i den første måned. Prisen er endnu ikke offentliggjort, men drevet forventes lanceret i januar måned.
(Kilde: CNET)