Adobe har vundet en sejr i retssagen mod konkurrenten Macromedia. En domstol i staten Delaware har afgjort at Macromedia er skyldig i patentkrænkelse og skal betale en erstatning på 2,8 millioner dollar.
Derudover forventer Adobe at retten vil udstede et forbud, som forhindrer at Macromedia kan distribuere produkter som krænker Adobe's patenter. Den omstridte teknologi anvendes i flere Macromedia-produkter - inklusive alle aktuelle Flash-versioner - og et forbud kan betyde, at Flash ikke længere må distribueres.
Sagens kerne er en vindue-teknologi til dynamisk organisering af paletter, som Macromedia første gang anvendte i Fireworks og Flash 5.0. Adobe mener at teknologien krænker et af firmaets patenter fra 1996.
Adobe startede retssagen mod konkurrenten i august 2000, og Macromedia reagerede et par uger senere ved at indlede sin egen retssag. Sidste november startede Macromedia endnu et modangreb og sagsøgte Adobe for patentkrænkelse i forbindelse med det populære billedbehandlingsprogram Photoshop.
De to sager mod Adobe skal forhandles næste mandag ved den samme domstol, som har behandlet retssagen mod Macromedia.