Fujitsu-Siemens er klar med et nyt pc-koncept, SimpLiCo, som blev præsenteret på den tyske Ældredag i denne uge. Ifølge producenten henvender computeren sig til ældre og nye brugere.
SimpLiCo er udstyret med en stærkt forenklet brugerflade, der er opdelt i fire farvekodede områder; blå for kontor og administration, rød for internet og e-mail, grøn for hobby og fritid og gul for underholdning og spil.
I de enkelte områder kan brugeren så klikke på store ikoner for at komme frem til de enkelte programmer.
En særlig startassistent skal gøre det lettere at komme i gang; brugeren indtaster sine personlige data, som navn og adresse, hvorefter oplysningerne automatisk overføres til Word og andre programmer, så afsenderen f.eks. automatisk udfyldes på brevpapiret.
Brugeren kan også vælge at få sine dokumenter og e-mails læst op af computeren, fortæller producenten.
På hardware-siden er der tale om en ganske almindelig Scaleo P med dual-core-processoren Pentium D, og prisen starter ved 899 euro.