En ny aftale mellem Danmarks Frisørmesterforening og Telsome betyder at foreningens 4.000 medlemmer i løbet af de kommende måneder får tilbudt en pakke med bredbånd og ip-telefoni. Aftalen er et led i en modernisering af landets frisørsaloner samtidig med, at medlemmerne kan spare penge på opkald over nettet.
»Frisører er ikke kendt for at være de mest tekniske mennesker i verden, så jo færre ting, de skal pille ved selv, jo bedre,« siger oldermand Kaj Lauritsen fra Københavns Frisørlaug.
Telsomes teknikere skal stå for opsætning og installation af udstyret hos frisørerne. For Telsome markerer aftalen det første skridt for salg af totalløsninger til større erhvervskunder.
»Ved at levere en samlet pakke, hvor vi står for implementering og drift, kan vi få fat i nye kundesegmenter, som ellers ville være tilbageholdende med at kaste sig ud i et sådant projekt,« siger Telsomes direktør Tim Chawes.
I forbindelse med indgåelsen af aftalen bliver Telsomes telefoniske support udvidet og holder nu også åben om lørdagen - også for privatkunder.