I en pressemeddelelse afviser den svenske møbelkoncern Ikea, at grundlæggeren Ingvar Kamprad er verdens rigeste mand. Ifølge svenske medier har Kamprad en personlig formue på omkring 400 milliarder kroner og har dermed overhalet Bill Gates, som er god for 360 mia. kr.
Men den svenske Ikea-stifter, som er bosat i Schweiz, har for længst afhændet sine aktier, fortæller møbelkoncernen.
»Ingvar Kamprad ejer ikke Ikea Gruppen. Moderselskabet Ingka Holding har siden 1982 været ejet af en hollandsk fond, Stichting Ingka Foundation,« skriver Ikea i sin pressemeddelelse.
På Forbes' liste over verdens rigeste står den 77-årige Ingvar Kamprad på en 13. plads.