Den amerikanske Federal Trade Commission (FTC) har indledt en sag mod Intel for misbrug af selskabets dominerende markeds-position. I maj blev Intel idømt en rekordbøde på otte milliarder kroner af EU-Kommissionen, som mener at chipfirmaet har overtrådt konkurrencereglerne med ulovlige rabatter og prisaftaler. De nye anklager, som FTC har fremsat, er stort set de samme. FTC mener at Intel har forsøgt at holde konkurrenterne ude af processor-markedet og tvunget producenter som Dell, HP og IBM til at købe alle deres processorer hos Intel.
Dermed har Intel skadet både markedet og forbrugerne, lyder argumentet fra FTC. Intel har også i det skjulte ændret compilere, så de færdige programmer kører langsommere på konkurrenternes cpu'er end på Intel-processorer, og efterfølgende hævdet, at Intels cpu'er er i stand til at køre programmerne hurtigere end konkurrenterne, lyder anklagen.
FTC mener desuden, at Intel i øjeblikket er ved at udvide de samme konkurrencefjendtlige metoder til markedet for grafikchips. Intel ser dette marked som en trussel mod sin cpu-monopol og forsøger derfor at mase sig ind på markedet. Intel måtte dog forleden opgive at lancere sit eget grafikkort, Larrabee.
De amerikanske myndigheder vil forhindre Intel i at bruge trusler, hemmelige prisaftaler og andre eksklusive aftaler i fremtiden og selskabet må heller ikke distribuere produkter, der sænker ydeevnen i processorer fra konkurrenterne.
Det næste skridt i sagen er en formel høring, der er planlagt til den 8. september 2010. Men hovedkonkurrenten AMD vil næppe vidne mod Intel. De to selskaber indgik en fredsaftale i november og AMD fik til gengæld 6,2 mia. kr.