It-branchen står overfor et stort energiproblem i de kommende år – konsulentfirmaet Uptime Institute har forudsagt, at strømforbruget til computere bliver firedoblet frem til 2020. En mulig løsning er cloud-computing kombineret med meget energieffektive regnecentre. Yahoo har nu konstrueret et sådant anlæg i Buffalo i staten New York. Her skulle strømforbruget ligge på en fjerdedel i forhold til Yahoos ældre regnecentre.
Det skyldes dels at Yahoo har brugt mere energieffektive servere, som f.eks. bruger mindre strøm under stand-by. Og dels at selve bygningen er konstrueret sådan, at den bruger passiv køling i form af den naturlige luftbevægelse.
Yahoo-datacenterets design minder om de gamle fabrikker, som blev bygget i Buffalo inden klimaanlægget blev opfundet. Dengang brugte man den konstante vind fra Lake Erie som køling.
»Hvis man vil bygge et system uden maskiner til køling, så kan det godt betale sig at kigge tilbage til de dage, hvor man slet ikke havde denne teknik,« siger Scott Noteboom, datacenter-chef hos Yahoo, til Technology Review.
Kun på dage hvor temperaturen overstiger 27 grader tændes et klimaanlæg, men planen er at det maksimalt skal være i drift 212 timer om året.