IBM og Sun Microsystems har officielt sagt farvel til JavaOS for Business, et operativsystem til tynde klienter, der blev præsenteret i april 1998. JavaOS skulle bane vejen for en ny generation af netværkscomputere uden Windows, men ligesom programmeringssproget Java blev operativsystemet aldrig den store succes. Det var håbløst at fortrænge Windows indenfor skrivebords-pc'ere, og når det gjaldt små computere og settopbokse blev JavaOS fanget mellem 3Coms Palm OS, Linux, Windows CE og andre operativsystemer.
Både IBM og Sun satser dog fortsat på tynde klienter, men siger, at der ikke længere er noget behov for JavaOS. Den såkaldte Java Virtual Machine, en fortolker, som indlæser og udfører Java-programmer, findes efterhånden til næsten alle platforme.
Det grundlæggende koncept i Java er netop, at man ikke er bundet til et bestemt operativsystem, hvorfor det har været svært at forklare kunderne, at de skulle investere i et helt nyt Java-operativsystem.
(Kilde: CNET)