Denne uges Java Business Expo i New York vil sandsynligvis repræsentere et tigerspring for programmeringssproget Java, der ellers fra flere sider er blevet spået en stille død. Sun planlægger at introducere en ny version af sproget med Java Developer Kit (JDK) 1.2, der bl.a. tilbyder bedre sikkerhed og hurtigere afvikling af grafik og lyd. JDK 1.2 skulle oprindelig være leveret i sommeren 1998, men Sun har flere gange udskudt opdateringen. Sun fortæller, at den nye version af Java-sproget også tilbyder en generel hastighedsforbedring i forhold til tidligere versioner.
Men ikke kun Sun vil præsentere nye Java-produkter på Java Business Expo. IBM, Novell og Corel vil også præsentere nye værktøjer, der især er rettet mod store virksomheder, som ønsker at portere deres systemer til Java.