Ved en konference i Beverly Hills forusdå direktøren for GraceNote, Ty Roberts, at de store medieselskaber ville opgive DRM på musik til download inden for et halvt år.
Selvom Roberts ikke nødvendigvis syntes, at DRM-fri musik ville komme industrien til gode, erkendte han, at musik med DRM var besværligere for forbrugeren.
Derudover understregede han, at hvad der sker på musikområdet ville komme til at have indflydelse på andre former for digitalt indhold.
Både han og Paul Jessop fra RIAA, Recording Industry Association of America, erkendte, at DRM generer forbrugerne, og mangel på interoperabilitet mellem de forskellige formater skader industrien. En ny måde at beskytte musikken, specielt indenfor tjenester med en abonnementsmodel, er en prioritet for industrien.
I Danmark har pladeselskaberne tilsyneladende hørt efter. 10.000 danske kunstneres musik bliver nu solgt over nettet uden DRM.
Det er Music Business Organisation, der står bag initiativet, som bliver hilst velkommen af digitale muiskforhandlere. De peger nemlig på, at netop problemer med DRM har været det største problem for deres kunder.
MBO har pladselskaber som My Way Music og Copenhagen Records tilknyttet, så forvent DRM-fri Kandis og Nephew downloads indenfor kort tid. MP3'erne kommer dog til at inkludere vandmærker, så en fil kan spores tilbage til den oprindelige kunde, hvis den bliver spredt i stor stil over P2P-netværkene.
GraceNote er den største database over musik i verden, og deres teknologi bruges i alle former for medieafspillere.