Forskere hos Seagate melder om et afgørende gennembrud indenfor opto-mekanisk datalagring, som gør det muligt at gemme otte gange flere data end hidtil på en harddisk. Med den nye teknologi, kaldet Optically Assisted Winchester (OAW), kan man placere 105.000 dataringe på et enkelt kvadrattomme. Teknologien bruger en kombination af traditionelle læse/skrive-hoveder og en laserstråle, som styrer hovedets placering på harddisken. Laseren betyder at hovedet kan styres mere præcist end hidtil. I teorien kan OAW-harddiske indeholde op til 216 GB.
De første harddisk-modeller med den nye teknologi kommer på markedet om 2-4 år.