MediaWatch meddelte i går, at sitet lukker sit betalte online-magasin for internetbranchen, DigiWatch. Bladet, der søgte at dække online markedsføring og virksomheders online-erfaringer, fik kun lov at leve i otte måneder.
I stedet vil MediaWatch, der er ejet af Politikens Hus og A-pressen, forsøge at flytte relevant indhold fra DigiWatch til MediaWatch, som så skal skrive mere udførligt om online-verdenen. MediaWatch er fortsat et overvejende betalingsdrevet site.
Et andet mediehus måtte tidligere på sommeren lukke sit forsøg på at tjene abonnements-kroner på indhold på nettet. Berlingskes elektroniske nyhedsbrev Ugen, der tilbød en samling særlige artikler for et månedligt abonnement på 49 kroner, blev i al stilhed lukket. Konceptets tekniske platform, Adobe Air, fik en stor del af skylden, da mange læsere ikke kunne downloade avisen på deres arbejds-pc.
Berlingske-koncernens topchef Lisbeth Knudsen slog forleden fast, at avisen aldrig kommer til at blive gemt væk bag en betalingsmur, sådan som det er sket med britiske The Times – med enorme læsertab til følge.
Der kommer dog stadigt nye forsøg på teste vandene for betalt online-indhold i den danske medieverden.
Ingeniøren har så sent som i går lanceret et nyt betalt emailnyhedsbrev rettet mod beslutningstagere i den kommunale sektor. Det hedder EMK – Energi Miljø i Komunerne - og koster 600 kroner om året. For de penge modtager man et nyhedsbrev, der blot er en mail med nyheder, tre gange om ugen. Redaktionen bag nyhedsbrevet består af én journalist.
ComON har ingen planer om at afkræve læserne betaling for læsning af vores artikler.