ComON's søsterblad, it-branchebladet CRN, får pr. 1. februar 2005 ny chefredaktør. Det bliver den 45-årige Ole Hoffmann, der kommer fra en stilling som management konsulent i den globale distribution servicevirksomhed Amadeus.net.
Ole Hoffmann er uddannet journalist, og har sin brede bladerfaring fra stillinger i Bonnier Publications, hvor han har arbejdet som redaktionschef på Illustreret Videnskab, og i Tiscali/World Online, hvor han har været redaktør på selskabets portaler.
»Med ansættelsen af Ole Hoffmann får ncom publications en yderst kompetent erstatning for Aksel Brinck. Ole Hoffmann repræsenterer med sin brede erfaring fra henholdsvis blad- og it-branchen en meget stærk kombination af både journalistiske, organisatoriske og ledelsesmæssige kompetencer,« siger direktør Ulrik Krag, ncom publications.
Stillingen som chefredaktør på CRN er blevet ledig, efter at bladets nuværende chefredaktør Aksel Brinck har valgt at sige ja til nye udfordringer. Aksel Brinck har været med fra bladets start i 1999 og været den primære drivkraft i udviklingen af CRN. Aksel Brinck starter i sit nye job 1. december.
I perioden frem til Ole Hoffmanns tiltrædelse den 1. februar 2005 varetages redaktionsledelsen af redaktionschef Hans Steen Andersen, der i perioden udnævnes til konstitueret chefredaktør på CRN.