De faldende valutakurser har gjort det interessant at bestille varer hos især engelske netbutikker, men i nogle tilfælde bliver pakkerne sendt fra en helt anden del af verden, og så skal der pludselig både betales told, moms og et gebyr på 155 kroner. Det skriver MetroXpress.
Flere store forhandlere af musik, film og tøj bruger denne fidus, hvor hjemmesiderne klart antyder at der er tale om butikker i EU-landene, mens varerne i virkeligheden sendes fra f.eks. Hong Kong. Kun butikker i andre EU-lande kan sende told- og afgiftsfrit til kunder i Danmark.
»Det er dybt problematisk, for det vildleder forbrugerne og betyder, at man ikke kan stole på, at den pris, man betaler i første omgang, holder. I Danmark vil den slags være klart ulovligt,« siger Vagn Jelsøe, der er afdelingschef i Forbrugerpolitisk center ved Forbrugerrådet, til MetroXpress.
Hos Foreningen for Distance og Internethandel opfordrer man forbrugerne til at være ekstra opmærksomme på det, der står med småt, og selv rette henvendelse til forretningerne, hvis man er usikker på, hvor varerne sendes fra.
Forbrugerrådet ser gerne at butikker som snyder kunderne med denne fidus bliver retsforfulgt, men erkender at det kan blive næsten umuligt.
»Problemet er, at der ikke rigtig er klarhed over, hvilket lands love der gælder for hvad, når butikken er i et land, kunden i et andet, og afsendelsen sker fra et helt tredje. Det er et helt reelt problem ved international e-handel, og det bør der gøres noget ved,« siger Vagn Jelsøe.