Den britiske dronning - eller rettere, hendes website - har droppet Linux og Apache til fordel for Windows og Internet Information Server. I 1999 skiftede kongehusets officielle hjemmeside fra Sun Solaris til Dell-computere med operativsystemet Linux.
I sidste uge blev sitet relanceret hos et nyt hosting-firma, CCG.XM, et datterselskab af Cordiant Communications. CCG.XM anvender Microsoft-software som standard, fortæller en talsmand for kongehuset.
Hidtil har sitet ligget hos et regeringskontor, som nu har valgt at droppe sin hosting-tjeneste. Kongehuset var derfor tvunget til at finde en privat serviceudbyder til sin hjemmeside.
(Kilde: CNET)