Et notat om de økonomiske konsekvenser for kommunerne blev forleden brugt af videnskabsminister Helge Sander til at sende en afgørelse i dokumentstandardkrigen til hjørnespark.
Notatet stammede fra Center for borgerbetjening og it-politik i Kommunernes Landsforening. Her siger centrets leder Jacob Harder, at han dog ikke kan sætte nogle tal på, hvad standard-beslutningen kunne komme til at koste for kommunerne.
”Men vi blev spurgt om hvorvidt vi troede, det ville koste kommunerne penge, at man valgte én standard, og til det var svaret ”ja”. Men vi ved ikke hvor store omkostningerne i givet fald vil blive. Det ville kræve nærmere undersøgelse at sætte en konkret pris på,” siger han.
Omkostningerne kan dog blive betragtelige hvis det senere skulle vise sig, at den dokumentstardard, der blev dikteret af staten, ikke også var den der blev den dominerende i det øvrige samfund, påpeger KL:
”Hvis det senere viste sig, at man havde valgt forkert fordi borgerne og det øvrige samfund gik i en anden retning, så ville det blive endnu dyrere for kommunerne at få pålagt en dokumentstandard,” siger Jacob Harder.
KLs it-politiske center vil ikke ligge sig fast på, hvilken standard, man synes bedst om.
”Der skal selvfølglig helst kun være én standard, men vi synes, at det ville være klogest at udskyde beslutningen om, hvilken standard, det skal være, til et senere tidspunkt. Vi kan ikke se, hvilken vej det hælder i dag, og vi synes ikke, at det er kommunerne, der skal finansiere det internationale opgør om standarderne,” lyder det fra KL-chefen.
Efter mødet i Folketingets it-udvalg skal Helge Sander drøfte omkostningsproblemet med finansministeren og derpå vende tilbage til Folketingets it-udvalg.
Et flertal i udvalget har peget på ODF-standarden, mens regeringen ønsker, at det både skal være Microsofts OOXML og den konkurerende ODF, der udråbes som dokumentsstandarder for det offentlige Danmark.